Kroppen husker, - så husk kroppen.

Her i det 21. århundrede har vi kæmpefart på. Der er så meget, som vi gerne vil regne ud, finde mening med, udmærke os selv ved og skabe for os selv, - og nogle gange også for den verden vi lever i.

Vi er optaget af at gøre det rigtige, - være de rigtige, - blive set af de rigtige, - og med et vurderende og tænkende afsæt bliver livet pludseligt et meget sort/hvidt sted, hvor vi enten kører i al hast ud af livssporet, indtil vi måske pludseligt, hvis vi når det, må trække hårdt i håndbremsen.

Mange oplever, at opbremsningen sker ved, at kroppen med intensitet råber vagt i gevær!

Nogle gange er opbremsningen et decideret nødråb fra kroppen. Ja, fra det hylster der bærer rundt på os og på alle vores missioner. Nogle gange er vi fuldstændig overbeviste om, at vi da absolut inddrager vores krop i livet, - men kigger vi nøje efter, kan vi opdage, at det er en illusorisk fornemmelse, - at vi også på det kropslige område lægger præstationstilgangen ned over os selv.

Den skal se ud på den rigtige måde, - udtrykke sig rigtigt og spise det rigtige. Når den så trækker i håndbremsen, kan vi opfatte det som om, at den forråder os. Hvorfor kan den ikke bare følge med og gøre, som planlagt?

Men nødråbet kan være en gave i en grim indpakning. Uanset hvor kloge, smarte, dygtige, smukke vi er, har vi problemer i livet, - særligt hvis ikke vi er forbundet til vores krop. Hvis vores krop er blevet efterladt som en hovedløs høne, imens vi forsøger at regne livet ud.

Måske har vi aldrig sådan virkeligt været forbundet med kroppen?

Måske havde dem, der skulle lære os det, ikke selv ´kropskontakt´ på hylderne?

Måske er vi også tilbøjelige til at glemme kroppen, tage den for givet, eller kommer til at afkoble os fra den, fordi vi simpelthen ikke til fulde er i stand til at begribe, hvor vild vores krop er.

En lille vild forunderlig note er, at vores hoved udgør en fjerdedel af vores totale længde ved fødslen. Ikke så sært at babyer har svært ved selv at holde deres hoved oppe.

Med alderen kommer hovedet dog til blot at udgøre en ottende del af vores totale længde, men alligevel tilbringer vi overvejende af vores liv i den kropsdel – tankefokuserede.

Det er selvfølgelig også i den kropsdel, vores hjerne sidder. Det er derfra, at vi kan forbindes til kroppen. Det sker fra hjernestammen, - forbindelsen mellem hjerne og rygmarven. Herfra styres blandt andet vores hjerteslag og vejrtrækning. Hjernestammen er en kanal til en ordløs verden.

Alle de psykiske påvirkninger, som vi oplever, kanaliseres ind i vores nervesystem derfra og lagrer sig i vores bindevæv i kroppen. Alt efter intensiteten af disse påvirkninger, og måden hvorpå vi bevidst eller ubevidst processer diverse begivenheder, oplever vi reaktioner i kroppen.

Kroppen genkender og husker det, der er rart, men også det der er trist, sorgfuld, svært, hård, skamfuldt, uretfærdigt, utrygt og bekymrende. Måske i lang tid efter diverse begivenheders indtog, går vi og ´holder på´ alle disse indtryk med en opspænding i kroppen.

Muskelspændinger er til for at beskytte os, men når vi mangler bevidsthed og opmærksomhed på vores krop og dermed ikke får skabt kobling mellem vores krop og vores psyke, kan kroppen gå og spænde op lang tid efter, at en begivenhed er overstået.

Den forstår ikke, at det er overstået, - og samtidig er vi i vores hoveder allerede langt videre.

Kroppen bærer vores livshistorie og igennem et øget fokus på krop, kan vi mere indgående arbejde med vores personlige udvikling og sundhed.

Vi kan forbinde os til kroppen igennem vores vejrtrækning, - og derigennem forbinder vi os til livet. Igennem vores sanser, - igennem cellerne i kroppen. F.eks. er det dybe åndedræt en forudsætning for at mærke vibrationer af liv i krop og psyke.

Efterhånden som kroppen bliver mere levende, føler vi mere. Det er nede i kroppen, at vi har mulighed for at mærke kærligheden og accepten af det, der er. Det er derfra, at vi til fulde kan være tilstede i livet.

Vi kan mærke det, sanse det, - få en følelse og derfra tænke noget om det. Vi kan bruge vores bevidsthed til at trække vejret dybere, - mærke tyngdepunktet dybt nede og inde i kroppen, - rette kroppen ud, - afspænde, - finde næring i alt det, som f.eks. en god travetur giver, en rar aften med vennerne, - glæden ved et glas rødvin.

I kroppen bor både vores behov og vores grænser, - det er den vej igennem, at vi kan finde vores vej til mental og fysisk næring.

Os hos Livskulør klapper indeni af begejstring over Pixars nye animationsfilm ´Sjæl´. En film, der i sig selv på mange måder insisterer på at være sig selv, - og så skildrer den i særdeleshed den centrale forbindelse for os mennesker på denne jord imellem vores krop og vores sjæl.

Uden at røbe handling eller de mange lag i filmen, må det fremhæves, at filmen blandt andet illustrerer, hvordan vi ikke er forbundet med vores krop, når angst og depression på en måde afskærer os fra livet og en karakter, der ikke før har levet i et kropsligt legeme, råber på et tidspunkt begejstret; ”Jeg er virkelig god til at gå!” Hvortil modparten svarer; ”Det er ikke et livsformål, - det er bare noget man gør!”

Men sammen med filmen kommer vi i kontakt med essensen i livet, - at livet handler om mere end livsmål og livsmening, - det handler om gnisterne i kroppen, - og at være tilstede i dét, der er. Være tilstede igennem vores celler i kroppen, hvorfra vi kan sanse smagen, musikken, vinden, den kildrende fornemmelse. Tilstede i forbindelsen mellem os og naturen og i kontakten imellem os mennesker.

Nogle gange, - nej ofte, - har vi mennesker her i det 21. århundrede så travlt med at nå det mål, som vi har sat os i livet, at vi slet ikke oplever rejsen derhen med kroppen og dermed heller ikke med vores sjæl.

Nytårsskellet er et tidspunkt, hvor vi mere end sædvanligt tillader os selv at stoppe op og mærke efter, og hos Livskulør vil vi trille ind i 2021 med en opmærksomhed på endnu mere tilstedevær i kroppen. Knuselske livet og den ubegribelige blanding af magi og realiteter, der omgiver os.

Godt Nytår!

Sabina & Kirsten